Rødspættepakke med caviarsauce

Grundlæggende
Arbejdstid: 
15 minutter
Tilberedningstid: 
25-30 minutter
Antal portioner: 
4 personer
Ingredienser

Fisk:

  • 600 g rødspættefilet

Fyld:

  • 100 g rester af røget laks
  • 50 g friskost 15% med løg og krydderurter
  • 4 stk. sølvpapir à ca. 40 cm
  • olie til pensling

Tomatsalat:

  • 4 store tomater
  • 1 løg (f.eks. salatløg)
  • 1 tsk. salt
  • peber

Caviarsauce:

  • 50 g ufarvet caviar (meget gerne Cavi-Art)
  • 2,5 dl tykmælk, A38 eller lign.
  • 1 spsk. citronsaft
  • salt og peber

Tilbehør:

  • 1,2 kg små, nye kartofler

Pynt:

  • brøndkarse
Fremgangsmåde

Sæt 1 liter letsaltet vand over at koge. Skyl og skrub kartoflerne, og kog dem i vandet.

Tomatsalat:
Skær tomater og løg i tyndeskiver. Læg dem i en skål. Drys salt og peber over, og lad salaten trække, mens grillen varmer op.

Grill fisken:
Fordel rødspættefileterne med skindsiden opad på 4 stykker sølvpapir penslet med en anelse olie. Læg røget laks midt på fileterne, og smør med friskosten. Rul fileterne sammen fra hoved mod hale. Pak sølvpapiret tæt om fisken. Læg fiskepakkerne på grillristen ved jævn varme, og grill dem 25-30 minutter. Bemærk! Vend ikke pakkerne

Caviarsaucen:
Vend caviar i tykmælken, og smag til med citronsaft, salt og peber.

Fiskepakkerne kan også tilberedes i ovnen ved 200°C 20-25 minutter.

Tip!
Prøv også at komme rejer eller friske krydderurter i fiskerullerne. I stedet for rødspættefilet kan bruges filet af skrubbe, ising, skærising og rødtunge.